FDF bygger på sammenhold og fællesskab. Et frivilligt fællesskab som både børn, unge og voksne er en del af. Vi har respekt for hinanden, og alle børn og unge skal mærke, at de er gode til noget.

I FDF i Brabrand fås oplevelser og et fællesskab, som man ikke får andre steder. Her er der voksne med tid til at finde på sjove, skøre og indholdsrige aktiviteter.

Et gammelt mundheld i FDF er; at FDF er ikke noget "man går til" - det er noget "man er". Det er ikke helt forkert, for som FDFer kan man tage ansvar for sig selv, hinanden og den verden vi lever i. Som FDFer kan man holde ud og følge opgaver til dørs. En FDFer er en kreativ idémager med en god fantasi.

FDF giver rigtigt mange gode kvaliteter med i rygsækken. De tæller blandt andet, når man skal ind på favoritstudiet, have en læreplads eller søge arbejde. Ikke mindst giver FDF anledning til gode grin og oplevelser.

Aktiviteter i FDF

En af FDFs store kvaliteter er, at vi er gode til at lave aktiviteter, der passer til netop de børn, unge eller voksne, som skal være med. Det betyder også, at aktiviteterne er mangeartede. I FDF i Brabrand kan man således både prøve at bygge en svævebane med reb og
rafter, leve sig ind i en fantasiverden med Robin Hood eller være med til at lave cirkus. Men der er også tid til hygge rundt om et bål, sidde stille og tegne eller bygge en kuglebane i paprør.

Det er derfor ret vanskeligt at forklare, hvilke aktiviteter det er vi laver. Så for at give et overblik over hvilke aktiviteter der gang i, er der mulighed for at se mødeprogrammer via kredsens medier.

Brug for mere inspiration?

Har du brug for lidt mere inspiration, se video her på siden eller tage et kig i vores billedarkiv. Har du fået lyst til at blive FDFer, så find ud af hvordan du bliver det her.